Heartcore for a new and more inclusive normal

Posts tagged ‘#LGBT’

Rejsen til Skabet, og videre igen~

På et tidspunkt i min barndom blev jeg sat i et Skab. Der levede jeg egentlig i mange år, og havde det fantastisk!
I Skabet var min nærmeste familie, henholdsvis mine bedsteforældre, onkler og mostre/fastre, mine forældre og min bror. Der var også en del katte, især Askepot (hun var der længst).
I Skabet var der smukt! Hvidt, glinsende landskab i kontrast til en turkisblå himmel. Ja, det lignede jo Grønland til forveksling. Jeg gik i skole, tog ud at sejle, stod på ski, løb hjemmefra(i 40 minutter), tog på lejrskole, tog til Danmark og var sammen med mere familie.
Det var nok det mest fyldte kosteskab, jeg nogensinde har set!

Ej ok, skal nok stoppe med den fede ironi og platte metafor… om to sekunder.

Ungdommen blev også levet i skabet… selvom jeg dog kan indrømme, at omkring pubertetens indtræffelse så begyndte jeg vidst at være skeptisk… Det var sådan lidt suspekt… Der var jo fint vejr og masser af verden omrking mig?!
Nu skal du huske, jeg vidste ikke jeg var en kost… eller at jeg levede i et skab. Det er noget jeg er blevet klogere på. Du ved, efter jeg fik lært mig analytisk og fortolkning på gymnasiet(Med mit metafor her, får du også testet den evne, hva?).
Åh, gymnasiet! Det var sgu gode tider, der var en gymnasiekæreste dér et sted, en god en af slagsen var han også, og gode venner. Jeg havde det godt på gymnasiet, og følte mig mere tilpas dét skolemiljø end jeg havde gjort længe. Selvom jeg ikke havde haft det særskilt dårligt.. men du ved, der var bare mere plads… det var vel alderen 😉
I blandt alle de fordrukne weekender og matematik afleveringer om mandagen, var der også et vink med en vognstang. Et meget smukt vink med en vognstang, egentlig. Med fregner og charme, jeg elsker fregner! 🙂 Men altså, som der nok blev sagt en del dengang, så fattede jeg sjældent et vink med en vognstang. (Sådan lidt á la Dory i Find Nemo:)
Så videre gik jeg rundt i skabet…. eller, det var jo ikke et skab? Det var jo verden som den er, det var bare jeg, der begyndte at ane det vidst var et skab. Men det viftede jeg væk. Nemt var det ikke, men det lykkedes. I nogle år.

Det var ikke et bestemt øjeblik, i hvert fald ikke for mig, men en dag, så forstod jeg: Jeg var en kost, i Skabet. Den indsigt kom med et ansvar, et ansvar om at træde ud. Jeg skulle heller ikke bare træde ud, jeg skulle fortælle folk omkring mig, at jeg havde været i et skab. Så vidt jeg kan forstå det, så er der en del der bliver overraskede over det, når folk kommer ud af skabet. Noget i retningen af, “Nå, der troede jeg ikke lige du var, jeg synes da du var herude sammen med os, hele tiden?!”. Jeg kan godt forstå det, hvis du er/var en af dem der tænk(t)e(r) det. Hvordan skulle jeg være anderledes end du? (Og I der havde spottet mig i det skide skab, før jeg fattede jeg var I det, tak fordi I ikke skubbede mig ud – jeg risikerede jo at blive blændet af solen;)

Det er egentlig det her med at ‘komme ud af skabet’ jeg gerne vil diskutere her. For jeg har et problem med det. Et problem jeg løste ved netop ikke at ‘komme ud’. For jeg bestemte mig for, at det er mig der bestemmer hvor jeg har levet indtil nu. Og jeg har ikke levet i et skab! Jeg har levet mit liv – og jeg har ret til at være lige præcis den jeg er, med lige præcis hvem jeg vil være sammen med.

Jeg indså skabet var skabt af normer, værdier, medier, samfundet, og samfundets majoritet: heteroseksuelle. Jeg voksede op i en verden, hvor enhver afspejlning af relationer og personligheder var heteroseksuelle relationer og personligheder.

– – – – –

I dag skal det ske, jeg skal endelig fortælle det til min familie og venner. Alle sammen, på én gang. Det er store nyheder. Jeg har inviteret alle hjem, de skal sidde behageligt i sofaen og på lænestolene. Ingen skal kunne falde om og besvime. Jeg skal være parat til at nogle muligvis vender ryggen til, og går. Ud ad døren, ud af mit liv. Det kan være en forælder, en søskende, min bedste veninde. Jeg skal være indstillet på at jeg kan miste mit hjem. Smidt ud, som en beskidt hund. 


Host, host. “Hej allesammen, velkommen. Det er rigtig dejligt at se Jer. Jeg har noget at fortælle Jer: Jeg er homoseksuel.”
Alle sidder måbende. Fætter hvisker til Kusine “Du skylder mig en hund.” Mormor hørte mig ikke, Far gentager det “Han er bøsse!” og går vredt ud i køkkenet. Mor kigger på min lille nevø, på mig, nevø, mig “Hvad med… hvad med børnebørn? Det er vel bare en fase? Det går over, ikke? Vi skal vel til bryllup?” Farfar grynter “Det må Gud tage sig af. Sikke et cirkus, unge nu om dage og deres livsstil.”

– – – – –

At komme ud…. som om jeg bestemmer mig for at være derinde…. som om jeg beslutter mig for at gå ind i det, gemme mig, holde en hemmelighed, lyve. Skamme mig. Deraf vendingen ‘Out and Proud’, når man er ude. Når man endelig beslutter sig for ikke at føre folk bag lyset mere. Det har jeg aldrig besluttet mig for, jeg førte ikke folk bag lyset. Jeg lærte ved at opleve – learning by doing – og jeg lærte mange ting. Det gør jeg stadig.

Så her er jeg, Ivalu. Jeg siger “Jeg har fået en kæreste, hun hedder Ida.” For jeg fik en kæreste ret hurtigt efter jeg fik tillid ved, at jeg kommer til at leve mit liv, i forhold med en kvinde. Så på den måde var det jo nemt nok at sige til folk. Men jeg havde heller ikke tænkt mig at smide det i hovedet på folk, hvis jeg havde været en seriel monogam først, “Hej, hvad er der sket siden sidst?” “Jae, jeg’ homo!” Næ, det synes jeg er unødvendigt. Jeg tror på at vi alle skal være åbne overfor, at den vi sidder med siger “Åh, jeg mødte den sødeste hotteste pige/fyr i byen” ligegyldigt køn. Vi er alle mennesker, og relationer, det skal vi jo ha’. Til både mænd og kvinder.

Jeg blev opdraget ind i et skab, uden at vide af det. Og der var smukt og lykkeligt indtil jeg fandt ud af, det er dér samfundet opdrager 10% af befolkningen ind. Uden nogen gyldig grund. Og pludselig, skal vi kæmpe os ud.
Den der kæmper, vokser sig stærk.

En lille animation jeg har lavet

Min kære kæreste skrev i samme emne idag

(Det er min version, i denne omgang. Der findes flere dimensioner og lag i emnet. Der findes mange versioner af livet i Skabet og andres historier er anderledes end mine. Vi har alle forskellige liv, familier, venner, samfund, omstændigheder.
Jeg er privilegeret, jeg har rigtig mange og meget at være taknemmelig for – for Kærligheden, den er med mig så langt som til nu. Og don’t worry, jeg er out and proud, det er bare ikke så festivalsagtigt, som f.eks Prideparaden gøres til :P)

Advertisements