Heartcore for a new and more inclusive normal

Grönsaksdröm – recept

Jättesnabb och sund mat, lätt som en plätt i ugnen! Smälter på tungen!
Skär upp allt i små bitar, blanda med lite buljong, olja och krydd. I fat, i ugn. Färdigt.

  1. Morot
  2. Paket Feta
  3. En relativt liten purjolök
  4. Halv lök
  5. Önskat mängd av vitlök
  6. 3/4 av relativt liten/normal paprika av önskat färg
  7. Några Selleri, typ 4
  8. ca. 200-250g kött av egen val. Jag körte 225g chorizo idag

Du kan självklart blanda upp vilka grönsaker som helst –
Kör i ugnen i typ 30 minuter på 225c, dra ut, ta på 1dl creme fraiche på toppen, in igen i 5 minuter. Ta-daa lätt som en plätt! Käka upp med kokt fullkornspasta eller ris till.

Och om du inte har sett kvällens Uppdrag Granskning kring “Män som Näthatar Kvinnor”, så gör det NU för jag är så rörd och upprört som helst efter ha sett det programmet. Vilken kamp vi måste kämpa. Allihop.
Följer så mycket bra reaktion på twitter – wippiiii – hoppas på bra debatt kring polisen och andra institutioner. Ansvaret för anmälan som görs och hur vi kommer åt hatarna så de kan sluta, bli bättre människor och kanske även debattörer.

Advertisements

Men wore heels, then women, then no one, then porn stars, then you.

The interesting, quick and unexpected read of today: The history of high heels.

Reason 1: It’s always interesting how definitions of masculinity and femininity shifts through the acquiring of certain qualities of behavioral or material nature. The fight for pertaining integrity and the power to define one’s domination of either gender or class.

Reason 2: The identifying of the elite and the qualities one “must” internalize to be part of it, is interesting. How the distinction is made, for which reasons etc. are telling of the societal context. The need for distinction from other groups, the fight for the right to be a certain identity is interesting as well. The most contemporary one is defining and identifying the Hipster, which I think is endlessly interesting.

LO(ve)NDON

Tipsade en om att gå till Hampstead Heath, när hen åker till London i våren. Så mina få tankar som har tänkts idag gick kring London. Jag har varit där några gånger, men alla gånger i typ 5 dagar, och med jobb att se till, så jag känner London… men på det tråkiga sättet. London är en stad som känns som att jag varit där förr, därför typ alla har varit där och delad kort på stan. Turistattraktionerna är väldigt ointressanta, för mig. Men det finns en fin atmosfär där, som jag gillar. Den där känsla av något speciellt, något äkta bland alla de oäkta.

London är lite som den tjej, en har träffat lite här och där… har leet och sagt hej hej, när vi passerar varann… men hon har liksom det där blick i ögonen… det där blick som kallar en dit.. Så nu börjar jag samla modet till att gå upp till henne och kasta ett leende och ba “Tjaaa… läget? låt oss träffas på riktigt en dag? ;)” Så kanske det blir en lite längre fling där charmen och skrattet syns och hörs, och vi kan vara närmare varann. Det vore ju perfekt.

Kolla upp linken, det finns kort på Hampstead Heath. En vacker park nord om stan – där finns den vilde tjejs lugnande ro, i alla fall.

Idag vill jag krypa till kojs och drömma om en spring fling eller lite summer lovin’ 😉

We live in binaries: Male/Female, Good/Bad, Gay/Straight, Beautiful/Ugly, Right/Wrong etc.

It’s natural for us to perceive and express reality in these binaries, we can’t avoid it. Anyone being asked if they’re 100% one or other thing, will in many cases begin elaborating and explaining their own complexity. Yet in the case of talking about others, whom are strangers or unfamiliar to us, we can find ourselves oversimplifying them – stereotyping them.

These stereotypes are given socially constructed qualities, as well. Usually spoken of as ‘prejudice’.

Often I see jokes made on the stereotypes(Yees, I make them too). With punchlines living off the qualities of the stereotype, the prejudice. Punchlines told on the expense of a weaker entity – probably a group of people in society. So in the jokes, the racist, sexist, homophobic, classist, elitist, what have you-ist in you is exposed – with humor as a shield, one can’t be associated with being any of the said -isms. Which make sit tricky for me to address them, when they flow past my ears or roll in front of my eyes. Do you address such jokes? And what approach do you take? The times I’ve approached people on their ‘jokes’ they think I misunderstood, or just didn’t ‘get the joke’ – how can I come past this situation?
One can tell a lot about a person, by the jokes they tell.

Today’s blog comes with a message: Give yourself the benefit of seeing the complexity of the world. Don’t get stuck in the binaries and let people around you unfold as full personalities. Not as someone that lacks in one thing, and has surplus in another.

I believe it’s healthy to stop up once in a while and rethink my inner landscape of binaries. Which of these stereotypes do I mention in my daily life? How do I mention them? Does this show respect? Am I being just to their complexity and nuances? Do I acknowledge there are people, whom are a part of this polarized scale? As Io mentions in her TED talk, most people are found between the two ends of a scale Gay/Straight, I’ll find more people in the “/” than in the two terms! Just like my life happens in the dash of my birth year and my death year 😉

An element of a whole doesn’t make a stereotype, and a stereotype is not found in reality.

Watch this video on sexuality and gender, made by the Vlogbrothers. It is a good introductory explanation of the complex nature of men and women.

Twin Peaks sucks! Or wait, it’s a classic… Around the halfway mark, it got really… really… hard to keep following. I have a feeling that the ending will make me understand the ‘Classic’ of it all – but so far meh. Last night, a friend of mine shared he’s watching it. I commented “omg, so hard to get through!” and he told me to keep watching.. so it’s been on my mind a little today.
During dinner this episode of Darkwing Duck came on – apart from the fact that I fangirled over Darkwing Duck showing on my TV – the episode was a parody/whatever it’s called on Twin Peaks! And yep, the cows are not what you think, and there seems to me some Aliens around…. and huge cabbage…. so you could say, the plot vaguely gets exposed…. 😉 But for the better! Now I’ll take it on me, to finish this long haul of a fucking tv series classic!

In the comments below, tell me what makes it a classic and how Twin Peaks has affected TV series, sci-fi, crime shows etc. in the years following! I’d highly appreciate it, and you’d get to reminisce in a classic. So, shoot!

På et tidspunkt i min barndom blev jeg sat i et Skab. Der levede jeg egentlig i mange år, og havde det fantastisk!
I Skabet var min nærmeste familie, henholdsvis mine bedsteforældre, onkler og mostre/fastre, mine forældre og min bror. Der var også en del katte, især Askepot (hun var der længst).
I Skabet var der smukt! Hvidt, glinsende landskab i kontrast til en turkisblå himmel. Ja, det lignede jo Grønland til forveksling. Jeg gik i skole, tog ud at sejle, stod på ski, løb hjemmefra(i 40 minutter), tog på lejrskole, tog til Danmark og var sammen med mere familie.
Det var nok det mest fyldte kosteskab, jeg nogensinde har set!

Ej ok, skal nok stoppe med den fede ironi og platte metafor… om to sekunder.

Ungdommen blev også levet i skabet… selvom jeg dog kan indrømme, at omkring pubertetens indtræffelse så begyndte jeg vidst at være skeptisk… Det var sådan lidt suspekt… Der var jo fint vejr og masser af verden omrking mig?!
Nu skal du huske, jeg vidste ikke jeg var en kost… eller at jeg levede i et skab. Det er noget jeg er blevet klogere på. Du ved, efter jeg fik lært mig analytisk og fortolkning på gymnasiet(Med mit metafor her, får du også testet den evne, hva?).
Åh, gymnasiet! Det var sgu gode tider, der var en gymnasiekæreste dér et sted, en god en af slagsen var han også, og gode venner. Jeg havde det godt på gymnasiet, og følte mig mere tilpas dét skolemiljø end jeg havde gjort længe. Selvom jeg ikke havde haft det særskilt dårligt.. men du ved, der var bare mere plads… det var vel alderen 😉
I blandt alle de fordrukne weekender og matematik afleveringer om mandagen, var der også et vink med en vognstang. Et meget smukt vink med en vognstang, egentlig. Med fregner og charme, jeg elsker fregner! 🙂 Men altså, som der nok blev sagt en del dengang, så fattede jeg sjældent et vink med en vognstang. (Sådan lidt á la Dory i Find Nemo:)
Så videre gik jeg rundt i skabet…. eller, det var jo ikke et skab? Det var jo verden som den er, det var bare jeg, der begyndte at ane det vidst var et skab. Men det viftede jeg væk. Nemt var det ikke, men det lykkedes. I nogle år.

Det var ikke et bestemt øjeblik, i hvert fald ikke for mig, men en dag, så forstod jeg: Jeg var en kost, i Skabet. Den indsigt kom med et ansvar, et ansvar om at træde ud. Jeg skulle heller ikke bare træde ud, jeg skulle fortælle folk omkring mig, at jeg havde været i et skab. Så vidt jeg kan forstå det, så er der en del der bliver overraskede over det, når folk kommer ud af skabet. Noget i retningen af, “Nå, der troede jeg ikke lige du var, jeg synes da du var herude sammen med os, hele tiden?!”. Jeg kan godt forstå det, hvis du er/var en af dem der tænk(t)e(r) det. Hvordan skulle jeg være anderledes end du? (Og I der havde spottet mig i det skide skab, før jeg fattede jeg var I det, tak fordi I ikke skubbede mig ud – jeg risikerede jo at blive blændet af solen;)

Det er egentlig det her med at ‘komme ud af skabet’ jeg gerne vil diskutere her. For jeg har et problem med det. Et problem jeg løste ved netop ikke at ‘komme ud’. For jeg bestemte mig for, at det er mig der bestemmer hvor jeg har levet indtil nu. Og jeg har ikke levet i et skab! Jeg har levet mit liv – og jeg har ret til at være lige præcis den jeg er, med lige præcis hvem jeg vil være sammen med.

Jeg indså skabet var skabt af normer, værdier, medier, samfundet, og samfundets majoritet: heteroseksuelle. Jeg voksede op i en verden, hvor enhver afspejlning af relationer og personligheder var heteroseksuelle relationer og personligheder.

– – – – –

I dag skal det ske, jeg skal endelig fortælle det til min familie og venner. Alle sammen, på én gang. Det er store nyheder. Jeg har inviteret alle hjem, de skal sidde behageligt i sofaen og på lænestolene. Ingen skal kunne falde om og besvime. Jeg skal være parat til at nogle muligvis vender ryggen til, og går. Ud ad døren, ud af mit liv. Det kan være en forælder, en søskende, min bedste veninde. Jeg skal være indstillet på at jeg kan miste mit hjem. Smidt ud, som en beskidt hund. 


Host, host. “Hej allesammen, velkommen. Det er rigtig dejligt at se Jer. Jeg har noget at fortælle Jer: Jeg er homoseksuel.”
Alle sidder måbende. Fætter hvisker til Kusine “Du skylder mig en hund.” Mormor hørte mig ikke, Far gentager det “Han er bøsse!” og går vredt ud i køkkenet. Mor kigger på min lille nevø, på mig, nevø, mig “Hvad med… hvad med børnebørn? Det er vel bare en fase? Det går over, ikke? Vi skal vel til bryllup?” Farfar grynter “Det må Gud tage sig af. Sikke et cirkus, unge nu om dage og deres livsstil.”

– – – – –

At komme ud…. som om jeg bestemmer mig for at være derinde…. som om jeg beslutter mig for at gå ind i det, gemme mig, holde en hemmelighed, lyve. Skamme mig. Deraf vendingen ‘Out and Proud’, når man er ude. Når man endelig beslutter sig for ikke at føre folk bag lyset mere. Det har jeg aldrig besluttet mig for, jeg førte ikke folk bag lyset. Jeg lærte ved at opleve – learning by doing – og jeg lærte mange ting. Det gør jeg stadig.

Så her er jeg, Ivalu. Jeg siger “Jeg har fået en kæreste, hun hedder Ida.” For jeg fik en kæreste ret hurtigt efter jeg fik tillid ved, at jeg kommer til at leve mit liv, i forhold med en kvinde. Så på den måde var det jo nemt nok at sige til folk. Men jeg havde heller ikke tænkt mig at smide det i hovedet på folk, hvis jeg havde været en seriel monogam først, “Hej, hvad er der sket siden sidst?” “Jae, jeg’ homo!” Næ, det synes jeg er unødvendigt. Jeg tror på at vi alle skal være åbne overfor, at den vi sidder med siger “Åh, jeg mødte den sødeste hotteste pige/fyr i byen” ligegyldigt køn. Vi er alle mennesker, og relationer, det skal vi jo ha’. Til både mænd og kvinder.

Jeg blev opdraget ind i et skab, uden at vide af det. Og der var smukt og lykkeligt indtil jeg fandt ud af, det er dér samfundet opdrager 10% af befolkningen ind. Uden nogen gyldig grund. Og pludselig, skal vi kæmpe os ud.
Den der kæmper, vokser sig stærk.

En lille animation jeg har lavet

Min kære kæreste skrev i samme emne idag

(Det er min version, i denne omgang. Der findes flere dimensioner og lag i emnet. Der findes mange versioner af livet i Skabet og andres historier er anderledes end mine. Vi har alle forskellige liv, familier, venner, samfund, omstændigheder.
Jeg er privilegeret, jeg har rigtig mange og meget at være taknemmelig for – for Kærligheden, den er med mig så langt som til nu. Og don’t worry, jeg er out and proud, det er bare ikke så festivalsagtigt, som f.eks Prideparaden gøres til :P)

Your kids will stalk the shit out of you. Online. Yep. I’m not here to censor you or limit you in anyway, I’m just here to let you in on a little prediction… just something I’m prettttt-tty sure will happen in the future.
Facebook, Twitter and Instagram – all so very sporadic and fleeing. Quickly captured moments of bliss or boredom… *BLEEEERTT* except, the moment might be fleeing, but the print is forever D:

And what better tool to start with than Facebook? A website designed for you to capture the now because it is always a future past. And with the Timeline layout, it is only the more inviting to go fill in the blanks between your birth and 2000-whenever you got Facebook. But it’s okay if you don’t… I’m sure there’s enough from 2010+/- and onwards, to have your kids laughing at the way you used Facebook, back in the day.

I think it’s a funny perspective to look at things we post online. I especially notice the posts where we nag and are demotivated to do the vital, responsible, important things in life, like going to work. Especially if it becomes a series of the same demotivated theme…or a series of any one dimensional theme, actually… you know your kids will stalk that shit one day?

I’m not saying be happy 24/7 – I’m saying something more in the lines of, awareness of the online being real, being a depiction of who you are, might just make what you share fuller.

I think it’s a funny perspective to look at things we post online. Especially with the people I know in real time, it is already peculiar to express myself here, to them. Anything you find with me online, anywhere, is me. It’s reality. It’s an opinion in a situation, a thought in development, a well-thought expression, a bad angle, a good angle, younger me, wiser me, drunker me.

When was the last time you expressed yourself fake/unreal online? (I’m assuming the fewest do this)

Now: Would you say the online and digital is unreal? Does the term URL(UnReal Life) describe your behavior through a keyboard?

^Feel free to answer… although, it’s meant as a rhetorical question to be elaborated on later.